top of page
_MG_4561.jpg

TJEKLISTE VED KØB AF HVALP

Hurra_-_Vi_har_fået_hvalp_-_side_5_-_ny
_MG_3942.jpg

SPØRGSMÅL TIL DIN OPDRÆTTER

Det er ikke kun opdrættere, der skal stille krav til hvalpekøbere – du skal også stille krav til os. Det kan være svært at huske alle spørgsmål, når man sidder hos en opdrætter - derfor kan det være en god ide, at lave en liste over spørgsmål inden du kommer på besøg.

Vi har her lavet en liste over, hvad vi selv spørger om, når vi køber hvalp. Denne liste er ment som en “guideline” og kan give svar på nogle spørgsmål, der kan være med til at hjælpe dig i din beslutning om, hvor du vil købe dit nye familiemedlem. Listen kan bruges, uanset hvilken race du skal anskaffe dig.

 

BESØG FLERE OPDRÆTTERE

Besøg altid flere opdrættere – vi er kun en lille håndfuld welshopdrættere i Danmark mens der er en del flere der opdrætter golden retriever. Du bør besøge forskellige opdrættere, også selvom du er helt sikker på, at du har fundet den rigtige opdrætter ved første besøg. Vær bare ærlig og fortæl, at du besøger flere opdrættere – det vil de fleste blot synes godt om. Du vil lære meget ved at se flere hunde hos forskellige opdrættere. Nedenfor har jeg skrevet lidt, du måske kan bruge som hjælp, når du skal beslutte, hvor du vil købe dit nye familiemedlem.

SUNDE & RASKE HUNDE

Se efter om hundene virker sunde og raske. Hundene skal have rene og klare øjne (der ikke løber) og ikke lugte i ørene (tegn på øreproblemer). Generelt skal hundene se velplejede ud og være i god fysisk form. Hvis opdrætteren har flere hunde, kan man med fordel spørge om man må hilse på dem – eller få en forklaring, hvis de er lukket væk fra flokken.

 

SUND AVL

Hvis en opdrætter siger “jeg avler sunde hunde” hvad betyder det ? Hvordan sikrer opdrætteren en sund avl ? Hvilke garantier stilles der i forbindelse med hvalpens/hundens sundhed?

 

EN DEL AF FAMILIEN
Spaniels og retrievere egner sig ikke til at leve isoleret, derfor bør hundene i kennelen være familiehunde. Det vil sige, at hundene ikke er lukket væk, men er i menneskelig kontakt de fleste af døgnets timer.

HVALPE PÅ FULD TID
At have et kuld hvalpe er fuldtidsarbejde. Der skal gøres rent, fodres og socialiseres og meget meget mere. Det kan være en balancegang - blot med et enkelt kuld - at få tiden til at slå til... Specielt hvis der er andre hunde i kennelen, der ikke skal forbigås i hvalpe-perioden. Ofte vil en opdrætter planlægge, hvornår et kuld kommer til verden, ud fra hvornår man har bedst tid til hvalpene. Hos Churnwood har vi altid fri i alle de uger, vi har hvalpe.

 

HVALPETID - HVOR?

Hvor befinder hvalpene sig fra de bliver født til de skal rejse hjemmefra ? Her er det vigtigt, at hvalpenes opvækst sker i et trygt miljø – hvor hvalpe vokser op som en del af familien i huset. De skal lære “huslyde” at kende – støvsuger, fjernsyn, døre der smækker og mennesker der kommer på besøg. Hvalpene bør ikke placeres isoleret fra familien eller huset, men skal på den anden side ikke placeres midt i et rum, hvor der konstant er uro/gennemgang. De første mange uger, skal hvalpene og tæven have fred og ro. Du skal derfor ikke forvente at kunne komme på besøg før efter hvalpene er fyldt 4-5 uger.

 

SOCIALISERING & MILJØTRÆNING

Et hvalpekuld skal opleve verden – og det sker ikke kun indenfor hjemmets 4 vægge. Spørg til hvordan opdrætteren socialiserer og miljøtræner sine hvalpe.

 

FODER
Mad skal hvalpene jo have, men det er ikke uvæsenligt hvad de får at spise – spørg opdrætteren hvilket foder de bruger og hvorfor.

DEN RIGTIGE HVALP TIL DEN RIGTIGE FAMILIE
Der kan være stor forskel på hvad hvalpekøbere forventer af deres nye hvalp. I et kuld kan hvalpenes personlighed variere. Derfor er det en god ide, at man som opdrætter gør sig nogle tanker omkring hvilken hvalp der passer bedst til hver familie. Spørg hvordan opdrætteren finder frem til, hvilken hvalp der egner sig bedst til netop din familie.

 

KØB AF HVALP - EN TILLIDSSAG

At købe hvalp er en tillidssag. Derfor er det vigtigt, at du som hvalpekøber har tillid til din opdrætter og føler, at I kan have en dialog resten af din hunds liv – også hvis der skulle gå noget galt.

EN STAMBOG FRA DANSK KENNEL KLUB

...ER IKKE ALT - MEN DET HJÆLPER!

Når du køber en racehund, vil du i grove træk vide, hvad du får. Du ved, at der er større sandsynlighed for, at hunden vil have de egenskaber, der er normale for racen, og du ved samtidig lidt om, hvordan den kommer til at se ud – men hvordan kan du være sikker på, om hunden virkelig er raceren? Et godt bud er at vælge en hvalp, der er opdrættet af en opdrætter, der stambogsfører i Dansk Kennel Klub (DKK).

Køber du hvalp fra en DKK-opdrætter, følger der en stambog med hvalpen. En stambog indeholder oplysninger om hvalpens forældre, bedsteforældre og bedsteforældres forældre. På denne måde kan du bl.a. sikre dig, at der ikke optræder udpræget indavl i hundens genetiske baggrund og få et indblik i sundheden.


DKK anbefaler deres opdrættere, at forældredyrene lever op til visse sundheds-og racespecifikke krav, der er opstillet af DKK i samarbejde med racens specialklub. Ud over sundhedsundersøgelser bliver forældredyrenes racetypiske præg og psyke bedømt ved deltagelse på en udstilling eller markprøve. Godt nok koster en DKK-stambogsført hvalp (som regel) mere end en hund uden stambog, men for de ekstra kroner får du til gengæld tryghed i at vide, at din hvalp er raceren og opdrættet under ordentlige forhold.

HUNDEHANDLER = PENGEMASKINE

Desværre spekulerer nogle mennesker i penge frem for kærlighed til hunde. Welsh springer spaniels er blevet populære hunde, hvilket desværre har gjort at flere tvivlsomme parringer, er begyndt at dukke op. Det er typisk kuld hvor forældredyr ikke er sundhedsundersøgt, eller mere "professionelle" steder, der lukrerer på racens popularitet og laver blandingshunde - f.eks. welsh/cocker spaniel blandinger. Køb aldrig din hvalp af en person, der omgås hunde rent kommercielt.

 

”Opdrættere”, der laver hvalpe for pengenes skyld, eller professionelle hundehandlere, der opkøber hvalpe i udlandet med videresalg for øje, har ingen interesse i hvalpens oprindelse og endnu mindre interesse for dens fremtid. Vælg en opdrætter, der har en oprigtig interesse i racen og hundene, som ikke kun laver kuld efter kuld med salg for øje. Gå efter en opdrætter, som kender sin race på godt og ondt og ser det som afgørende at fortælle præcis, hvad man kan forvente med en inden for døren. En god opdrætter sikrer hvalpen optimale opvækstbetingelser og har sat sig grundigt ind i, hvad hvalpene skal opleve i de første uger for at sikre, at hver hvalp har det med i sin hunderygsæk, som den skal bruge for at kunne mestre sit liv fremover.

_MG_9301_edited.jpg

HVAD ER DIT OG HVAD ER MIT?

Da vi desværre ofte oplever, at der bliver kopieret materiale fra vores hjemmeside, vil vi bede dig respektere, at der er COPYRIGHT på samtlige tekster og billeder.

 

Kopiering af dele eller hele denne tekst/billeder er derfor ikke tilladt uden forudgående accept fra forfatter Lotte Evers samt fotograf Jan Buk.

bottom of page